Er MR-scanning skadelig?
En MR-undersøgelse har ikke nogen kendt langtidsskadevirkning. MR-undersøgelser har været udført i mere end 20 år, og man har ikke set nogen følgeskader.
Derimod skal scanneren og scanningen omgås med varsomhed, for der er risiko for akutte skader. Det gælder kun for få mennesker, fx patienter med pacemaker. Det er derfor vi i forbindelse med bookningen, fx her på sitet, har nogle spørgsmål til dig, om pacemaker, stents osv.
Meget ofte er der ingen risiko, selv om der sidder fx stents i kranspulsårer eller hofteproteser, men vi skal have det oplyst alligevel, både for at sikre at der ikke er nogen risiko for dig, men også fordi informationen evt. skal tages med ved planlægningen af undersøgelsens udførelse.
Det er også vigtigt, at man ikke medbringer magnetiske genstande, eller genstande som ikke kan tåle magnetfeltet inde i scanneren. Således må knive og sakse ikke komme ind i scanneren, og ure og kreditkort fungerer oftest ikke efter en tur i scanneren.
Heller ikke gravide eller fostre som er blevet scannet har vist tegn på følgeskader. Men for en sikkerheds skyld begrænser man i Danmark scanninger på gravide mest muligt, specielt i det første trimester.
